dette er en test

Bloggen tager sig en slapper

Bloggen holder en længere siesta, idet skribøsen er hidkaldt til varmere himmelstrøg. Vender dog tilbage i næste sæson med nye fængslende reportager om kolonilivets glæder og sorger. Der har været en del besøg i kolonien hen over sommeren. High light var det årlige visit af Caroline og Christoffer, der den første aften liiiige skulle en tur ned til Amager Strand, før solen gik ned:

This slideshow requires JavaScript.

Giv mig Dr. Lieberkind tilbage!

Det var et hit, da byrotten Mikkel bloggede om sin første overnatning i kolonien. Så nu er det næsten blevet et krav at levere et indlæg, hvis man vil låne stedet. Derfor er Karin den næste gæsteblogger. Hun holder hvert år grillparty med sine gamle kolleger fra DRs udlandsredaktion. Desuden holder hun meget af  koloniens mangfoldige fauna:

Er det bare mig, der savner min barndoms Dr. Lieberkind? Den ældre herre med det tilbagestrøgne hvide hår, hvid kittel og runde briller. Manden, der gjorde paddernes fodvorter og søstjernernes sugefødder vildt interessante på tv og i radio.

 Altså, hvis man har holdt sin 40 års fødselsdag for nogle år siden, og hvis ens forældre havde et stort, mystisk radioapparat med mange interessante knapper på eller et sort-hvid tv-møbel i stuen, hvem husker så ikke Dr. Lieberkind og hans smittende fortælle-entusiasme om dyrenes forunderlige verden. Jeg kan da ikke være den eneste, som husker dr. Lieberkind. Og savner ham.

Hvis Dr. Lieberkind var herude i kolonien, er jeg sikker på, han ville kalde bænkebidderne, flodhesten, giraffen, regnormene, elgen, dræbersneglene, ænderne, solsortene, fiskene, aben og alle de andre af kolonihavens dyr for interessante små fyre. Alle dyr var nemlig uhyre interessante ”små pusserløjerlige fyre” i Dr. Lieberkinds verden.

Herude i kolonien ville han rigtig godte sig over det frodige dyreliv. Han kunne f.eks. gå ind i soveværelset, hvor han ville få øje på flodhesten med de lange øjenvipper, og han ville kærligt udbryde; ”næææhhh, sikke en pusserløjerlig lille fyr”. Det samme ville han helt sikkert sige om regnormene, tudserne, den forkølede elg med det røde halstørklæde, gråspurvene, den åndsnærværende hjort, elefanten og alle de andre dyr i kolonien.

Eller Dr. Lieberkind ville snuse rundt ovre i bedet med rosmarin, oregano og stauder. Han ville rode lidt rundt, lade øjnene bag hornbrillerne gå på opdagelse i jorden og blive nærmest lykkelig, når han fandt et par dræbersnegle og med et stort smil udbryde ”sikke nogle små pusserløjerlige fyre”.

For derefter at tage en af de slimede, rød-brune bløddyr op med fingrene og forklare alt om deres fodsåler, der set nedefra synes syet fast på sneglen med kantsting. Ja, sådan ville han have sagt, han kunne tegne og fortælle om dræbersneglens liv, så den ville slippe af med sit dårlige image og blive til en lille, nuttet, pusserløjerlig fyr. På en måde er Dr. Lieberkind alle spindoktorers fader.

Send ham ud i kolonien, få ham til at løfte blomsterkrukkerne og bed ham om at fortælle, hvilke ”små pusserløjerlige fyre”, han finder der i det fugtige mørke. Nogle af dem vil nok kunne trænge til lidt PR og image pleje.

Modsat koloniens pindsvin, der er så heldige, at de er født nuttede og hyggelige. (jo, Anette, jeg ved godt ,jeg ikke må give dem chokoladekiks, for så får de ondt i maven)

Og regnormene, som gør deres arbejde, mens solsorten sidder oppe i æbletræet, slikker sig om munden med udsigt til en dejlig fed regnorm eller et modent æble, der er faldet ned på græsset. Giv mig Dr. Lieberkind tilbage! Og giv ham så noget kaffe i kolonien. Og et nyt tv-program, der skal hedde ”Dr. Lieberkind & Kolonien”.

Midsommer melankoli

Yeark. Så har det allerede været Sankt Hans!  Og så står vi jo nærmest med det ene ben nede i en foret vinterstøvle. Indrømmet. Det kan man da kalde weltschmerz. Men læs så lige hvad min overmand i patetisk vemod har sagt

Finn hælder benzin på bålet, som i år er i mikrostørrelse. Vi plejer ellers at brænde en masse fældede træer af, for Finn og Anne-Mettes have er rundt regnet på størrelse med Rold Skov.

”Allerede dagen efter Sankt Hans begynder jeg at blive vinterdeprimeret”. Nogenlunde sådan sagde Henrik Nordbrandt engang i et længere interview til Ud & Se.

Det citat har jeg aldrig glemt. For det kan man da kalde et tungsind, der vil noget. Og samtidig er der vel ikke ret mange danskere, som ikke har en snert af den gode Nordbrandt i sig.

Vi kom til at snakke om ham Sankt Hans aften. Der på Finn og Anne-Mettes store terrasse, hvor sol og fuglesang fik en til at føle, at det aldrig bliver efterår igen.

Anne-Mette havde faktisk en første udgave af Nordbrandts digtsamling ”Håndens skælven i november” inde i reolen.

Det er en forrygende selvironisk og melankolsk perle. Tredje digt i samlingen er helt klart en af mine favoritter. Efter at have læst det kan det da ellers nok være, at man kan se at komme ned ad trappen og ud i kolonien for at suge noget lys til sig:

Når solen endelig skinner i november

skinner den så stærkt

at selv de blinde farer sammen

når de hører deres skyggers drøn.

Store Byttedag i kolonien

Genbrug er godt i krisetider. Så midt i juni blev der igen holdt 3 T-dag på græsplænen. De tre T’er står for Tærter, Tøj og Ting

Konceptet er såre simpelt: Værtinden bager en masse kager, som gæsterne først fortærer i selskab med en kop mokka. Derefter hiver en efter en de medbragte sække og kasser frem og viser, hvad netop hun har taget med af tøj og ting. Er der en anekdote tilknyttet en bestemt klud eller dingenot, er der også rig mulighed for lige at fortælle den.

Alt bliver delt op i bunker på græsplænen. Bukser i en bunke. Sko i en anden, tasker i en tredje und so weiter. Når alle har præsenteret, hvad de har med, er det bare med at gå i krig i dyngerne. Samtidig kommer der lidt vin på bordet, for ind i mellem kan der være behov for noget at styrke sig på.

Når alle er færdige med at lave deres egen det-vil-jeg-ha-med-hjem-bunke, viser en efter en, hvad hun har fundet. Er der en anden, som også er interesseret i for eksempel den samme kjole, er der dømt catwalk. Den, som kjolen klæder bedst, får den med hjem. Hende, der ikke får kjolen, kan til gengæld glæde sig til næste års Store Byttedag, for måske er den med på plænen igen.

Snap shots fra dagen:

This slideshow requires JavaScript.

Amagers flotteste blåregn

Først på sommeren cykler jeg altid ud i kolonien ad Strandlodsvej, så jeg kan falde i svime over den kæmpestore blåregn, der slynger sig rundt om et hvidt træhus. I år fik jeg taget mig sammen til at finde ud af, hvem der egentlig bor i huset

”Jamen du skal da også med rundt og se haven,” er noget af det første Asty Schmidt siger, da jeg tropper op med kamera og nysgerrige øjne.  

I haven er der hostaer, klematiser, misteltene, porcelænsblomster, baldrian, liljekonvaller, ingefær, stolte kavalerer, figentræer – og en hel masse andre planter, som jeg ikke kan huske navnene på. Her bor uden tvivl to inkarnerede haveelskere.

Hvis du vil have blåregn til at blomstre mere end en gang, skal du klippe de nye, lange skud over. Tæl to knopper ud fra bladet og klip

Det er Astys mand Kield, der tager sig af blåregnen, som parret plantede for 30 år siden. I dag vokser den rundt om det meste af huset og op til terrassen på anden sal. Den ville også klatre op over tagryggen, hvis det ikke var fordi, Kield hele tiden holder den nede.

En gang om året skal den klippes grundigt ned, og derudover går han tit og klipper i den hen over sommeren.

”Den blomstrer kun så kraftig en gang om året, men hvis du vil have den til at blomstre i mindre grad hele sommeren, skal du klippe de lange skud af. Tæl to knopper ud fra bladet og klip af,” forklarer Kield, der i virkeligheden bedst kan lide blåregnen, når den ikke er i blomst. Han synes nemlig, at de lyse blade er meget smukke.

Bortset fra klipningen gør Asty og Kield intet for at få blåregnen til at tage sig godt ud. Den har fået en plads på solsiden og har desuden sine rødder i lerjord, hvilket betyder, at den aldrig helt udtørrer. Det mener parret kan været grunden til, at den trives så godt.

For 30 år siden så Asty og Kield et billede af et hus, der havde en stor, flot blåregn på verandaen. Derefter plantede de selv slyngbusken foran deres hus

Giv syrenerne en omgang bøllebank

En hammer og varmt vand. Det er opskriften på, hvordan syrenerne undgår at klaske sammen kort efter, de er sat i vase

Syrenerne skal bare há nogle baaaaaaank

Air Wick, Ambi Pur og Wunderbaum kan godt pakke sammen.  Der er intet på hverken spray, dåse eller pap, som indendørs kan konkurrere med den liflige duft af syrener.  

Hvis man vil tage forsommeren ind i stuen, skal det nederste stykke af syrenerne straks have en ordentlig tur med en hammer, så stilkene knuses. Tænk eventuelt på din uduelig chef eller den nye dagpengereform. 

Hvis blomsterne skal overleve mere end få timer, skal de nemlig kunne opsuge masser af vand, og det trænger bedre op, når grenene forneden er knust godt og grundigt. 

Varmt vand bedre end koldt

Derefter skal de straks sættes i vand.  Nogle siger, det skal være varmt. Andre koldt. Derfor foretog jeg lige en lille komparativ analyse den anden dag. En buket kom i varmt vand, en anden i koldt.

Resultatet var ikke til at tage fejl af. Syrenerne i koldt vand var lige til at smide ud efter to dage, de andre i varmt vand holdt i fem dage.  

Årets første høst fra buske langs Amager Strandvej

For mig betyder syrener fødselsdag, da jeg – når foråret falder til tiden – har kunnet drønet ud efter en buket, inden gæsterne kom.  For andre betyder det studenterfest eller den første grillaften. 

Syrener har de fleste mennesker et forhold til. Sikkert fordi, det er et tydeligt tegn på, at sommeren er der lige om lidt. 

Det har også inspireret en del sangskrivere til at nævne syrener i deres viser -blandt andet Sebastian.

Du kan vælge, om du foretrækker at høre Isam B fra Outlandish synge Sebastians vårvise, eller du mere er til Linda og X Factor: