Min meget pinlige tudsefobi

Nogle har flyskræk. Andre er bange for slanger eller edderkopper.  Det anses for næsten normalt. Men man vælger ikke sin egen fobi, og jeg er så uheldig at være angst for skrubtudser

“Har du prøvet at kysse den, hø hø hø.”  Der er ikke grænser for, hvor sjovt det er, at Anette er bange for tudser. Det er latterligt og totalt irrationelt. ”Jamen den gør jo ikke noget…”

Det er så morsomt, at det såmænd ikke skulle undre mig, om en af mine spøgefulde venner giver mig Morten Ramlands nyeste bog i fødselsdagsgave. Der sidder nemlig en stor, ulækker tudse på forsiden.

I midten af maj var jeg på besøg i landsbyen Mülendorf i Luxembourg. Der har de flere vejskilte, hvor de opfordrer bilisterne til at standse, når en tudse krydser vejen.

Hysteri. Ja, det kan man vist rolig sige. Den rimeligt velafbalancerede vestjyde forvandles på få sekunder til et hylende nervevrag med tårerne sprøjtende ud af øjnene: ”Få den vææææk. Heeeelllt væææææk.

Opfind en tudsegift

Når jeg har været alene, har jeg været nødt til at antaste det nærmeste mandfolk i haveforeningen, som jeg straks beordrer til at følge med ind i min have for at fjerne den mega klamme kødklump.

Skilt udenfor byparken i Mülendorf

Men det viser sig altid, at bæstet i mellemtiden er pist forsvundet. Ofte ind under huset, hvor den så sidder og  gnasker snegle, mens den nøje udtænker næste overraskelsesangreb.

Det er bare så flovt – og belastende. For hvad må den hidkaldte mand ikke tænke. Det er jo bare en tudse og ikke en pyton eller et næsehorn.

Jeg har overvejet at sælge haven eller opfinde en tudsegift. Har også flirtet med tanken om at flytte til Island, hvor der ifølge ”Turen går til” ikke findes padder.

Jeg forstår heller ikke de seneste års debat om flere vådområder i Danmark.  Jeg synes, det er helt fint at true padderne på livet.

Frøsnapper som barn

Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor jeg er bange for tudser. Det har i hvert fald intet med barndommen at gøre. Dengang var vi nemlig venner. Jeg gik ofte rundt i  køkkenhaven og samlede frøer og regnorme i min lille røde spand.

Keramiktudsen Frøbbe holder vagt i mit staudebed.

Andre gange tog jeg ned til den nærmeste å, hvor jeg fiskede haletudser.

Dem kom jeg i store syltetøjsglas og stillede hjem i vindueskarmen, indtil de fik ben og begyndte at hoppe rundt mellem stueplanterne. Så beordrede min mor mig til at levere dem tilbage, hvor de kom fra.

Se din fobi i øjnene

For nylig så jeg et indslag i Go Aften Danmark. Her fortalte en ung kendis, at hun var bange for frøer. Nu var hun ikke mere kendt, end at jeg i mellemtiden har glemt hendes navn – men det var rart at få bekræftet, at jeg ikke længere er den eneste ud af jordens syv milliarder mennesker med netop denne fobi.

Løsningen var, så vidt jeg husker, at se sin angst i øjnene. Med andre ord: Klap tigeren, som psykologerne ville sige.  Jeg bliver aldrig den, der sidder på et lille tæppe og smalltalker med en tudse, mens jeg klør den bag ørene.

Men jeg går nu og da og snakker med den store keramiktudse, som Ole og Victor fra Norge købte til mig sidste år. Den har fået navnet Frøbbe og har fået lov at sidde i mit staudebed. Udover det terapeutiske formål håber jeg, at den med sin tilstedeværelse signalerer til andre tudser, at her er fuldt besat.

Gæt hvor mange tudser pigen har i trussen:

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Dyr i haven og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Min meget pinlige tudsefobi

  1. Søren siger:

    Ha ha ha – kys frøen (eller tudsen!) – sådan, Anette! 🙂

    • Anette Krarup siger:

      Jeg skal hilse og sige, at det smagte ret meget af hengemt kloak. Føj for en ånde. Og effekten udeblev jo altså også…

  2. Ane Dybdahl siger:

    Hej Anette!
    Hyggelig blog, du der har stablet på benene. Stort af dig sådan offentligt at bekende fobi. Husker os to og Kirstine i Haven i Hune lige efter regnvejr …

    • Anette siger:

      Tak tak. Tror faktisk det har været en form for terapi – i hvertfald er jeg knapt så angst nu. Tror jeg…

  3. Inge siger:

    En lille erindringsrest: Anette og Inge (måske også Birger) ved æ fywer, hvor der ihærdigt indsamles bitte små tudser, som blev transporteret hjem (eller ihvertfald i retning af hjemmet) i hænderne.
    Det var kildede sjovt at mærke, hvordan de hoppede og sprang rundt og ramte håndfladerne 😀

    • Anette siger:

      Waaiiiii, kære kusine. Dejlig med et troværdigt sandhedsvidne. Jeg hár ikke altid været så hys. Måske en hypnotisør kunne få mig tilbage til det stadie…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s